Mere tryghed og færre indbrud

Du skal kunne være tryg i Lyngby-Taarbæk, uanset om du er på vej hjem fra stationen en sen aften eller blot er derhjemme. Derfor skal vi gøre mere for at øge trygheden og undersøge mulighederne for at etablere et kommunalt vagtværn.

Alt for mange borgere i Lyngby-Taarbæk oplever at komme hjem til smadrede vinduer eller døre, som er blevet brudt op. Det gør de for derefter at finde ud af, at deres private ejendele er blevet gennemrodet, og deres værdigenstande er stjålet. Det er en forfærdelig oplevelse, som skaber utryghed. Derfor skal vi gøre mere for at øge trygheden og undersøge mulighederne for at etablere et kommunalt vagtværn.

De skal kunne køre rundt i kommunen for at forebygge indbrud samt tage ud til eventuelle indbrud, indtil politiet kan komme og overtage. Derudover skal de være med til at sikre tryghed ved vores stationer, så man ikke skal frygte for at blive råbt ad, udsat for tricktyveri eller det der er værre. 

De kommunale vagtværn er desværre en nødvendighed så længe, at politikerne på Christiansborg ikke afsætter nok ressourcer til politiet. Derfor synes jeg, at vi bliver nødt til at sikre det lokalt, så man igen kan være tryg i Lyngby-Taarbæk.

Samtidig skal vi skabe flere sikre skoleveje i hele Lyngby-Taarbæk, så man trygt kan sende sine børn afsted på cykel i skole. Mange billister har alt for travlt om morgenen, og det kan skabe nogle farlige situationer tæt ved skolerne, hvor der er mange børn. Derfor skal vi etablere flere sikre skoleveje, så vi skaber mere tryghed i trafikken, også for de små.