Jeg kæmper for, at vi får en ny borgerlig regering i Danmark med Søren Pape som statsminister.
De seneste år har vi set, hvordan unge mennesker er blevet til brikker i et excelark og tvangsfordeles til gymnasier, de ikke selv ønsker at gå på. Skatter og afgifter hæves, samtidig med vi har fået en lempeligere udlændingepolitik. Ventelisterne på vores hospitaler er alt for lange, og vi har en psykiatri i krise. Og jeg kunne blive ved. Derfor er der behov for, at Danmark får en ny politisk retning.
Det er tid til, at vi prioriterer vores sundhedsvæsen, så vi får forkortet ventelisterne på vores hospitaler, får styr på psykiatrien og sikrer alle danskere en familielæge. Det er tid til, at vi får styr på økonomien. Det seneste år er det blevet dyrere at være dansker. Derfor vil jeg kæmpe for, at du får lov til at beholde flere af dine egne penge ved at, vi sænker skatterne på arbejde, bil, bolig, energi og arv.
Det er tid til, at vi stopper hetzen mod hovedstadsområdet. Unge skal ikke tvangsfordeles til gymnasier, de ikke ønsker at gå på. Vi skal stoppe med at lukke uddannelsespladser i hovedstaden og med at udflytte statslige arbejdspladser. Vi skal stoppe den urimelige udligningsordning sender milliarder af kroner fra hovedstaden til Jylland som rammer kernevelfærden hårdt i vores kommuner.
Derfor kæmper jeg for en ny politisk retning for Danmark. Jeg håber, at du vil stemme personligt på mig til folketingsvalget, så jeg kan tage kampen i Folketinget.